h2n-cover-bifald

Del på de Sociale Medier

H2N

Violin/klaverduoen H2N er opstået sideløbende med mange års kammermusikalsk samarbejde i klavertrioen Trio Dania, der har haft stor koncertvirksomhed i musikforeninger og på festivaler landet over. Som duo har den således eksisteret siden de unge teenageår, og sammenspillet er derfor funderet i en dybere musikalsk forståelse, idet duoen gennem et mangeårigt professionelt musikerskab og venskab har udviklet et fælles musikalsk sprog.

Udover duosammenspillet er violinisten Helena Højgård Nielsen fast medlem af Det Kgl. Kapel som konstitueret solospiller og pianisten Anne Holm-Nielsen har aktiv koncertvirksomhed som både kammermusiker, akkompagnetør og solist.

Gennem årene har de optrådt på de fleste større kammermusikfestivaler og koncertsale blandt andet Copenhagen Summer Festival, Frederiksværk Musikfestival, Bornholms Musikfestival, Arken, Glyptoteket, Nationalmuseet og Musikhuset Århus.

Deres repertoire spænder over et bredt udvalg af de mange fantastiske klassiske værker, der findes for violin og klaver lige fra Beethoven til Carl Nielsen – et repertoire, der både klangligt og stemningsmæssigt egner sig godt til kirkerummet. De tilbyder fortrinsvis koncerter indenfor det klassiske repertoire, men også salme- og sangfortolkninger ved højtidelige lejligheder er en mulighed.

Helena Højgaard Nielsen født 1982, har siden 2004 været fast ansat i Det Kongelige Kapels 2. violingruppe. Startede på violinen som 6-årig hos sin far, violinpædagog Erling Vagn Nielsen. Er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Kgl. Kapelmusicus Michael Malmgreen.

Studerede efter Diplomuddannelsen videre på Artist Diploma på Oberlin Conservatory of music, hos Professor Milan Vitek. Har i mange år været aktiv som kammermusiker i klavertrioen, Trio Dania. Har modtaget 1 pris i Jacob Gades violinkonkurrence og fået tildelt æreslegat af Kammermusikforeningen af 1868.

Har siden 2004 været medlem af Københavns Kammersolister.

Anne Holm-Nielsen født 1981 er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse med kammermusik og akkompagnement som speciale. Har derudover en kandidatgrad i Moderne Kultur fra Københavns Universitet. Havde sin debut som solist med symfoniorkester som 12-årig og har vundet adskillige priser i diverse konkurrencer bl.a. 1. pris og VIP pris i den Danske Steinway Festival.

Udover solospillet er Anne en aktiv kammermusiker og akkompagnatør og giver således hyppigt koncerter i kammermusikforeninger og på festivaler landet over og er desuden pianist i kvartetten 2x2p – 2 pianister og 2 percussionister samt tangoensemblet MTQ, der udgav deres anmelderroste debut-cd med Kim Sjøgren i 2006 og hvis anden cd med moderne tangoer udkom i foråret 2014.

Er gennem tiden blevet tildelt adskillige legater og priser hvoraf Sonnings Stipendiat, Ester Vagnings Fonds Legat og Alexander Stoffregens Mindelegat kan nævnes. Har givet koncerter i det meste af Europa, Canada og USA.

Interesseret i denne kunstner?

Så send en helt uforpligtende forespørgsel

H2N-bifald

Find billetter til din næste koncert her

Følg med i nyhedsbrevet for arrangører