Channe Nussbaum, Mette Smidl og Øyvind Ougaard har specialiseret sig i at formidle den farverige glæde og den dybe smerte, der er så karakteristisk for den østeuropæiske musiktradition klezmer.
Trioen spiller både traditionelle klezmer numre og moderne fortolkninger, som tager afstikkere over i sigøjnermusikken. Sangene udtrykker hele spektret – lige fra den euforisk fest til de indfølte sjælere. Dertil kommer en stribe gnistrende, virtuose instrumentalnumre.
Channe Nussbaum er kendt både i Danmark og på den internationale scene for at synge klezmer musik på sin egen og nyskabende måde i et utal af bandkonstellationer, bl.a. Spielniks, Trio Klezmer og Klezmofobia.
Mette Smidl har ungarske rødder. Hun er uddannet som klassisk musiker, og derefter har hun specialiseret sig i sigøjnermusik og klezmer.
Øyvind Ougaard er en erfaren harmonikaspiller, der ved, hvad det hele handler om. Han har bl.a. medvirket som studiemusiker på mere end 400 cd-indspilninger, og han mestrer sit håndværk til fingerspidserne.
Trio Klezmer har gennem de seneste 15 år spillet en lang række koncerter og udgivet cd’er i både ind- og udland. Og det kan mærkes, at samarbejdet har været tæt og langvarigt. Trioens medlemmer er kompetente hver for sig, men når de spiller sammen, går tingene op i en højere enhed. Musikken slår gnister i et stærkt, fælles udtryk, som tager publikum med storm.