Koncertforedrag om folkemindesamler Evald Tang Kristensen – og om livet blandt hedens småkårsfolk ved forrige århundredeskifte v/ Ulla Bendixen & Martin Ottosen (Sorten Muld)
Stemmer i Voks er et koncertforedrag fra 2/3 af kernen i Sorten Muld; sanger Ulla Bendixen og komponist Martin Ottosen.
Lyset er sat på de kraftfulde sagn og sange, som stadig levede blandt hedens småkårsfolk ved 1900-tallets begyndelse – og på den mand, der viede sit liv til at samle disse folkeminder op, før de endegyldigt forsvandt; Evald Tang Kristensen.
Fortællingen flettes sammen med parrets nærværende nyfortolkninger af sangene fra de rå fonografoptagelser. Instrumenter som trædeorgel, mandolin, nøgleharpe, jødeharpe, og let forstemt klaver understøtter sangenes tidløse historier, som – på trods af hverdagens hårde slid og små kår – besynger menneskets ukuelige stræben efter lykken og kærligheden.
Varighed: Som udgangspunkt 1,5 time delt i 2 sæt á 45 min.
Reference
Tusind tak for et virkelig godt koncertforedrag ved vores kirkehøjskole. Stemmer i voks skabte et helt unikt rum, hvor publikum fik mange sanser bragt i spil. E bindstouw blev medrivende bragt til live med håndarbejde, gribende fortælling, nærværende sange og stemningsfyldt kædedans. Det hele gik op i en højere enhed, hvor publikum interesseret lyttende og spørgende blev oplyst om folkemindesamleren E.T. Kristensen og de folk han færdedes blandt. Alle gik derfra opfyldt af fortidens sange og fortællinger. Tak for en spændende aften. – Johanne Kristine Asmussen, Sognepræst ved Galten kirke