Nordisk Resonans er et musikalsk makkerpar med stærke nordiske rødder og høj professionalisme.
Når det musikalske makkerpar – færøske Bergur Fonsdal Johanessen og danske Lone Wernblad – giver koncerter er det en musikalsk hyldest til livet. De emmer af urkraft og leger med det overjordiske. De optræder med boblende spilleglæde, lyrisk eftertænksomhed og sikker melodisk sans.
Lone og Bergur er et stærkt musikalsk team med dybe rødder i Nordens univers, som de til stadighed udforsker i ord og lyd. Når de skriver sange og musik lader de dagen og stemningerne flyde for at skabe nye udtryk, der mødes i musik og ord. De lukker undren, fordybelse, hverdagspoesi, vovemod, lune, ærlighed, og humor helt ind i musikkens forunderlige univers. Deres musik kan bedst karakteriseres som musikalsk wellness og ren kakao for øregangene, der rammer dybt og hænger ved.
Bergur Fonsdal Johannesen, bassist, sanger, og producer. Han er aktiv på den færøske pop-scene som bassist, vokalist og co-producer. Desuden spiller han en del teater.
Lone Wernblad, musiker, sanger, sangskriver, komponist og billedkunstner. Hun har gennem flere år stået bag projekter og turnéaktiviteter med fokus på nordisk kultur, musik og fortællinger for både børn og voksne.