Tenoren Mads Elung-Jensen, der bor i Berlin, er uddannet fra Det kongelige danske Musikkonservatoriums solistklasse. Mads’ repertoire omfatter de klassiske værker af Bach, Händel og Mozart, han har sunget opera og moderne musik. Mads har også skrevet og opført en række meget roste kabareter.
I Berlin leder han ensemblet ”Die Goldvögel” og er formand for foreningen ”Songs of Life” der organiserer koncerter specielt til mennesker der går gennem vanskelige livssituationer.
I juni i år modtog Mads et sjældent livsvarigt stipendium af den tyske forbundspræsident som anerkendelse af sin kunstneriske indsats.
Die schöne Müllerin
Die schöne Müllerin med klaver- eller guitarakkompagnement
I løbet af sin spændende karriere har Mads altid haft en forkærlighed for Franz Schuberts Die schöne Müllerin, som han opførte for første gang som sangstuderende i 1988 og mange gange siden, både i Danmark, England og Tyskland.
Nu har han taget værket op igen. I sommer sang han Die schöne Müllerin på refugiet San Cataldo i Italien akkompagneret af organist i Marmorkirken i København Jens Kaas og på Fastruplund i Danmark sammen med sin faste Goldvögel-pianist, amerikaneren Matt Long.
De to unge begavede guitarister fra Die Goldvögel den israelske Guy Woodcock og brasilianeren Victor Santana lavede en helt særlig transkription af klaverstemmen for to guitarer, som de opførte med stor succes sammen i koncertserien ”Abendempfindung” til trøst i sorg i Berlin i juli måned.
“Med et hjerte fuld af uendelig kærlighed til dem, der foragtede mig, vandrede jeg langt væk. Jeg sang sange i mange, mange år. Hver gang jeg prøvede at synge om kærlighed, blev det til smerte. Og igen, da jeg prøvede at synge om smerten, blev det til kærlighed.”
Franz Schubert 1822
Franz Schubert blev født i Wien i 1797 og døde samme sted i 1828 af følgevirkningerne af en syfilissygdom. I løbet af sit korte liv skrev han over 600 sange, heriblandt mesterværkerne Die schöne Müllerin, Winterreise og Schwanengesang.
I Die schöne Müllerin følger vi en glad ung møllersvend, der går på valsen for at søge arbejde. Han følger en bæk, der bliver hans gode ven. Bækken fører ham til en mølle, hvor han forelsker sig hovedkulds i møllerens datter. Han håber på at kærligheden er gengældt, plukker blå blomster og giver hende dem, men da hun møder den rå jæger fra skoven, glemmer hun ham, møllerens hjerte brister og han drukner sig omgivet af de blå blomster i den kære bæk.
Ribeaftalen
En historisk musikalsk foredragsaften om Danmark og Tyskland i krig og fred.
Konstellation:
Susanne Elmark, sopran
Mads Elung-Jensen, tenor
Niels Bo Emgren, bariton og klaver
At miste sit land, at miste sine kære i krig, ikke at kunne tale sit eget sprog, at være alene i et fremmed land, at være besat af en fremmed magt, at forelske sig i dette fremmede, endelig at komme hjem til sine kære.
Alt dette har igennem århundrederne inspireret digtere og komponister til nogle af deres skønneste sange og musikstykker.
La vie en rose
Klassiske og populære kærlighedssange fra Middelhavet
Konstellation:
Rolando Guy, tenor
Mads Elung-Jensen, tenor
Daniel Wendler, bariton
Matt Long, klaver/orgel
Varighed 90 minutter
I denne koncert med populære kærlighedssange fra Middelhavet hører vi smægtende franske, italienske og spanske sange og romancer fra Edith Piaf, Jacques Brel og Pavarottis repertoire
Sometimes I Feel Like a Motherless Child
Klassiske sange og duetter og spirituals
Konstellation:
Saraï Cole, sopran
Mads Elung-Jensen, tenor
Matt Long, klaver
Varighed 90 minutter
I denne koncert med den højtbegavede amerikanske sopran Saraï Cole, blandes klassiske sange og duetter af bl.a. GF Händel og Franz Schubert med nogle af de skønneste amerikanske spirituals.
Music For a While
De smukkeste klassiske værker for sang og guitar
Konstellation:
Mads Elung-Jensen, tenor
Guy Woodcock, guitar
Varighed 90 minutter
I denne koncert med den unge israelske guitarist Guy Woodcock synger Mads Elung-Jensen nogle af de skønnest klassiske sange for tenor og guitar fra renaissancen over Franz Schubert og Weyses aftensange til engelske og spanske folkesange.
Das rote Haus
Klassiske og nye sange om kærlighed, afhængighed og undergang
Konstellation:
Mads Elung-Jensen, tenor
Matt Long, klaver
Varighed 90 minutter
Peter Heise “Farlige drømme”, Robert Schumann “Dichterliebe og det nyskrevne værk “Das rote Haus” af Mads Elung-Jensen og Matt Long.