“Den danske sang er en ung blond pige” synger vi, og mens “Skibet skal sejle i nat”, står vi stille på kajen og kigger på “Et hav der vugger sig til ro” og er taknemlige for at “Du kom med alt det, der var dig”.
Den danske sangskat er bred – og rummer salmer, sange, folkeviser og populærmusik – og det er dét, der interesserer Lasse Meyer Sørensen i hans musikforedrag. Hver dansker har en hjertesangbog, med de sange, der har betydet noget for os i vores liv, hvad enten det var nogen vores forældre sang for os som børn, nogen vi sang i skolen, på efterskolen, højskolen… nogen vi har sunget i kirken til begravelser, barnedåb – eller blot nogen vi har tillært os, eller kan knytte til en særlig begivenhed eller tidspunkt i vores liv.
Der findes danske sange, som 90% af alle danskere kender og kan synge uden noder og tekst – og vi synger sammen til alle livets store begivenheder.
I Foredraget “Jagten på den danske sangskat” forsøger vi, gennem sang, og fortælling at komme tættere på hvad den danske fællessang kan. Gennem sangene fra Lasses egen hjertesang bog, kommer vi tættere på den gode tekst, den gode melodi og hvordan de to kan forenes og blive endnu større end de var hver for sig. Lasse synger, spiller og fortæller – og selvom du ikke kan læse noder, garanterer han, at du kommer tættere på en forståelse af musikken.
Foredraget er en spænding mellem sang, fortælling og en god portion humor og varer 90-120 minutter, med masser af fællessang, så sangmusklerne bliver rørt!
Der er også foredraget “Sangenes blå bog”, som fortæller historien om Højskolesangbogen. En bog der indeholder alt fra salmer og fædrelandssange til folkeviser, popsange og endda sange på andre sprog. Sådan har det bare ikke altid været. Højskolesangbogens historie handler også om strid, uenigheder og politik. Der er højspændt stemning, når der skal vælges nye sange – både dengang, men også idag. Vi synger os igennem de gamle og de nye sange, og fornemmer den bredde, som folkesangbogen, og folkesangen har.
Foredraget varer 90-120 minutter.
Af andre foredrag kan nævnes:
“Dansktop og Ønskeradio” om dansktoppens guldalder i 1960erne og 1970erne, om dem der var for, og ikke mindst dem der var imod. – Vi synger de store evergreens fra Dansktoppen og Giro 413 (evt. som duo, med trommeslageren Nicolai Larsen) og hører om historien bag sangene.
Foredraget varer 60-90 minutter.
“Toner fra Filmen” om de danske lystspil og tonefilm. Komponister som Svend Gyldmark, Kai Normann Andersen og Bent Fabricius Bjerrre, var i den grad toneangivende for musikken til alle de dejlige sange vi kender fra de danske film. Vi hører om filmene, komponisterne, skuespillerne og sangene – og vi synger dem sammen!
Foredraget varer 60-90 minutter.
Lasse kommer også gerne og leder sangaftenen eller sogneeftermiddagen hos jer. Han er en del af højskolesangbogens akkompagnatør-korps, og spiller gerne for til fællessangen hos jer – og deler ud af sin viden om sangene.
Lasse er uddannet ved institut for musikvidenskab i Aarhus – og er en erfaren foredragsholder og musiker. Til dagligt er han organist og korleder ved Gram Kirke i Sønderjylland og en aktiv musiker og sanger i et hav af sammenhænge.
For nylig har han også slået sig løs som salmekomponist i et samarbejde med forfatteren Ole Bering.