I MUSIKKENS TJENESTE
– En anderledes musikerkarriere
I koncertforedraget ”I Musikkens Tjeneste – en anderledes musikerkarriere”, – fortæller Lars Hannibal ikke kun om sit mangefacetterede musikerskab, og alle de spændende samarbejdskonstellationer og oplevelser han har haft i musikkens tjeneste. Lars Hannibal kommer også ind på betydningen af kunst og kultur, både for det enkelte menneske og for samfundet som helhed. Han taler om betydningen af mødet med ildsjæle i vores barn-og ungdom, og den inspiration disse mennesker kan være for vores valg i livet.
Lars Hannibal vil veksle mellem musik og foredrag, og der vil også være mulighed for at stille spørgsmål.
Musikken vil være nogle af de populære klassiske guitartoner, og også nogle af Lars Hannibal´s egne stykker og hans arrangementer af Danske Sange. Hvorfor den Danske Sangskat betyder så meget for os vil han også komme ind på.
Gennem hans mangeårige virke som underviser på bla. Social Pædagogisk Seminarium i Århus, og de deraf mange tværfaglige og grænseoverskridende projekter/samarbejder med andre kreative fag, psykologer og pædagoger, har han set hvilken betydning de kreative udtryksmuligheder har, også for udsatte børn og unge, og borgere med handicap. Han har fulgt de sidste 50 års ændringer i prioriteringen af de kreative fag i skolerne, – en politisk nedprioritering som har fået store konsekvenser, også for vores samfund.
Udover sit nu 30 årige ”samspil” med Michala Petri i Petri/Hannibal Duo, og 25 årige samarbejde med Ghita Nørby, vil Lars Hannibal også fortælle om nogle af de andre spændende og utraditionelle projekter han har være en del af bla., Duo Concertante med Kim Sjøgren, Birth of a Quartet med Palle Mikkelborg, Niels-Henning Ørsted Petersen og Kim Sjørgren, tournéer med Svend Asmussen, koncerter og indspilninger med Birthe Kjær, ballet projekter med koreograferne Eske Holm og Christopher Bruce og hans projekt Dialogue- East meets West med kinesiske musikere, komponister og orkestre. Dette projekt medførte bla. at Lars Hannibal blev kurator på kulturdelen af den danske deltagelse i EXPO 2010 i Shanghai, og stod for Galla koncerten på den Danske Dag på EXPO. Denne koncert blev optaget til CCTV, vist 3 gange, og set af mere end 2.000.000 kinesere.
Lars Hannibal er uddannet guitarist fra konservatoriet i Århus og lutspiller hos Toyohiko Satoh i Haag, men startede i slutningen af 60´erne med folk/rock og jazz.
I 2022 blev han udnævnt til Æresmedlem i Dansk Solistforbund, har sit eget pladeselskab OUR Recordings som han etablerede i 2006, er medlem af VL4 i netværket for virksomhedsledere i Danmark, og Grammy voting member i New York afdelingen.