Samarbejdet mellem skuespillerinde og teaterleder Jytte Abildstrøm og harpenist Tine Rehling startede i 1992. Dengang udsprang det af et særligt værk for oplæser og harpesolo – Legenden om Den Tredje Due af Stefan Zweig, hvortil den irske komponist James Wilson har komponeret et stort harpeværk. Denne særlige måde at forløse en fortælling på lægger ekstra dimensioner til fortællekunsten, og Tine Rehling har siden medvirket på flere af Jytte Abildstrøms cd-udgivelser af fortællinger.
”Et blad fra Himlen” – en kærlighedserklæring til livet er et nyt program med oplæsning og harpemusik. Programmet består af bl.a. folkeeventyr, fortællinger og eventyr af Halfdan Rasmussen, H.C. Andersen, Victor Hugo og B.S. Ingemann. Musikken består af værker af Claude Debussy, Benjamin Britten, Chick Corea, Isaac Albeniz og Per Nørgård.
Til alle tider har vi brug for at høre opbyggelige historier, Jytte Abildstrøm og Tine Rehling har udvalgt disse historier og stimuleret dem med harpens klange, som får historiernes indhold til at smelte ind i hjerterne.