Den danske sangskat er noget af det mest vedkommende og danske, vi har. Sammen med to af vores mest skattede sang- og musikmusketerer, Joachim Knop og Nikolaj Bentzon, kommer tilhøreren på rundrejse i den danske sangskats mange forgreninger. I koncertprogrammet slutter de nye Bentzon-sange sig til vores mest skattede nationalhymner som ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, ”I sne står urt og busk i skjul”, ”Nu falmer skoven trindt om land”, ”Den danske sang er en ung blond pige” m.v. Bentzons genrefornyelse inkluderer en cyklus om årstiderne med titler som ”Danske Vinter”, ”Solen Strejfer” og ”Nytårsnat”.
Fædrelandssange anno 2018? Jo, den er god nok! Genren er sprællevende i hænderne på Nikolaj Bentzon, som i en helt ny Wilhelm Hansen-udgivelse har begået syv af slagsen.
Fædrelandssange – nogle kalder dem nationalsange eller -hymner – findes i flere afskygninger. I Bentzons tilfælde bevæger vi os gennem sange, der i et malerisk og traditionsbevidst sprog priser årstiderne og (familie)fællesskabets styrke. Musikalsk befinder vi os i det frie rum mellem tradition og noget nyt: brede melodier gennemstrømmet af energi og sejhed – og svøbt i klange, som både sender mindelser om Højskolesangbogens kernerepertoire og de mere mættede harmonifarver, som vi kender det fra jazzens palet.
Originalt og genkendeligt på samme tid.
Fra ”Solen Strejfer”:
“… oktober funkler i gul brun rød, årets ældningmesterværk …”
Fra ”Danske Vinter”:
“… for snart din frakkes polstring bakser med et uophørligt træk …”
Mon ikke forsamlingen kommer til at synge med på en sang eller to i løbet af koncerten med Joachim Knop og Nikolaj Bentzon?
Om Joachim Knop:
Joachim Knop startede sin uddannelse som sanger ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og fuldførte sommeren 2000 sine studier på Operaakademiet ved Det Kgl. Teater. Han har bl.a. sunget Wilhelm i Betty Nansen Teatrets udgave af Tom Waits’ The Black Rider, Fiddelihut i Det Kgl. Teaters uropførelse af Fuzzys Heksemutter Mortensen og den fede kalkun, Ping i Turandot på Malmö Musikteater, Schaunard i La Boheme på Den Jyske Opera, Papageno i Tryllefløjten på Den Jyske Opera, medvirket i Don Juan på Den Fynske Opera og Barberen i Sevilla på Århus Sommeropera samt Elsk mig i nat i Tivoli.
Som skuespiller debuterede Joachim i 1991 i Drengene fra Skt. Petri og har siden medvirket i flere spillefilm bl.a. filmene om Anja og Viktor.
Denne sæson medvirker han forestillingerne i Den Nøgne Sandhed rundt omkring i Danmark samt i Gianni Schicchi på Galaksen i Værløse.