“‘Dime’ (betro mig) – lyder det fra sangeren Thierry Boisdon – der med denne insisterende bøn beder danserinden på nøgne fødder træde ind i grundfortællingen om den mulighed, vi alle har for at vælge de værdier vi bygger vores liv på. Catherine Vigh, danserinden, drejer sine fingre omkring hvert ord og markerer med korte rytmiske eksplosioner den spænding, vi møder, når livets store spørgsmål er på spil.
Danserinden sætter sig, og imens Thierry knytter et par ord på dansk til den spanske tekst, publikum lige har hørt, binder hun skoene til den næste dans, en elegant Guajira bygget omkring et digt af den berømte spanske digter Federico García Lorca fra dengang han besøgte Cuba.
Flamenco-koncerten snor sig videre med den hypnotiserende og mystiske Siguiriya, en stilart som sigøjnerne ikke tidligere sang og spillede foran fremmede. Her danser Catherine med stok for at understrege sangens højtidlighed og lader luften sitre efter sidste akkord. Her skifter stemningen til en af de mere festlige og rytmiske stilarter som flamencoen også er rig på.
Flamencoen er intens og romantisk. Den blander sigøjnernes varme temperament og den andalusiske elegance. Duo Flamenco bringer essensen af denne vidunderlige kunst ind i kirkerummet, så det giver genklang i danske hjerter.
Koncertens program varierer fra gang til gang, afhængigt af dagens stemning og arrangørens ønske. Duoens hensigt er dog altid den samme: at formidle flamenco til publikum med glæde og energi.
Catherine Vigh har boet seks år i Sevilla, hvor hun lærte flamenco og optrådt med forskellige artister. Hendes alsidige dansevner er blevet brugt af Eran DD og i operaen Carmen med sopranen Lisa Tjalve. I København leder hun CPH Flamenco Academy som er den største flamenco skole i Danmark.
Thierry Boisdon faldt for flamencoen i Frankrig i 1982. Han begyndte at lære flamenco guitar men blev så betaget af sangen, at han kom i lære hos Jose El Tóro, en garvet sanger fra Cadiz bosat i Paris. Der fulgte flere ophold i Spanien. Han ankom til København i halvfemserne hvor han etablerede sig solidt i flamencomiljøet og har siden spillet utallige koncerter i Skandinavien og mange andre lande.