Anne Linnet har i mange år spillet koncerter rundt i hele landet i vores kirker. ”Der er en særlig koncentration af energi i vores kirkerum, og akustikken er i de fleste kirker superfin. Jeg er kommet til at holde utrolig meget af denne koncertform. Der opstår noget helt specielt, når tilhørerne er så tæt på, og det er stærkt, når folk synger med, og det bliver en oplevelse af fællesskab, af fælles rødder,” udtaler hun. Anne Linnets kirkekoncerter vil det kommende år indeholde både sange, folk kender, såsom ”Barndommens Gade”, ”Forårsdag”, ”Tusind Stykker” m.fl., og de nye salmer, som Anne har arbejdet så længe på. De nye salmer vil blive kopieret og delt rundt, så folk kan få lejlighed til at lære dem at kende og til at synge med. Fællessang er en del af vores traditionsrige kultur, og Anne Linnets familie stammer fra Sønderjylland, så hun er vokset op med sang som en naturlig del af det at være sammen. Anne Linnet håber, man vil tage godt imod de nye salmer, som tager udgangspunkt i alle de følelser og tanker, vi mennesker indimellem har svært ved at rumme.
I 2020 udkom Linnets koraler, en samling af nye salmer, som Anne Linnet havde arbejdet på de sidste mange år. En forsmag på nogle af Linnets koraler kan man få i Kirkesangbogen, et supplement til Den Danske Salmebog, som udkom i foråret 2017 i anledning af jubilæet for reformationen.