Siden det store gennembrud med »Anni’s sang« i 1991, har Thomas Kjellerup været en af Danmarks mest efterspurgte troubadourer. Han er en af de få herhjemme, der magter at gå alene på scenen og fastholde og bevæge publikum en hel aften – kun bevæbnet med sin akustiske guitar og sine poetiske og stemningsfulde sange.
Thomas Kjellerup har været troubadour på fuld tid – og for fulde huse – i mere end 30 år. Han har på tre årtier og med ti albums skrevet sig ind i rækken af fortællere, der beskriver menneskelivet på godt og ondt, og for mange mennesker er sangene blevet en selvfølgelig del af livet, næsten som et lille tillæg til Højskolesangbogen. Sangene synges både til bryllup og begravelse, og til alt, hvad der måtte ligger dér imellem af hverdag og højtid.
”Hver morgen” ”Dage som denne” ”Stilfærdigt farvel” og ”Skrøbelige hjerte” er sammen med ”Anni’s sang” blandt de mest udbredte af troubadourens sange – og nissevrøvlesangen ”Jeg tror der findes nisser” er der mange, der slet ikke vil undvære ved juletid.
Baggrund
Thomas Kjellerup skrev sin første sang i 1979, da han var 21 år gammel, og lige var flyttet til Vestjylland. Han er født og opvokset i Odder, og for knap 20 år siden vendte han tilbage til fødeegnen, og siden 2009 har han været bosiddende i Aarhus. Når han alligevel stadig nu og da kaldes “den vestjyske troubadour” skyldes det, at han har skrevet sine mest kendte sange i Esbjerg, hvor han boede i 23 af sine mest produktive år.
Thomas’ filosofi
De enkle, stemningsfulde tekster og de smukke og utroligt iørefaldende melodier er Thomas Kjellerups særkende. Sangskriverens filosofi har været klar fra starten af: »En god sang kan ikke overhøres. Den har sit eget liv, og finder selv vej til publikum – med tiden…«
Han stoler med andre ord både på sine egne sange – og på publikums evne til at genkende en god sang, når den er der. Mange hundrede koncerter over hele landet tyder på at han ikke behøver at ændre på konceptet.
Skrevet om Thomas Kjellerup: Han er ikke bange for at være banal – og derfor bliver han det aldrig! – Kjeld Frandsen i Berlingske Tidende.
