Musik i Kirken året rundt
Forførende folkemusik med en klang af tidløshed
Årets Rootsnavn, DMA 2023
Svøbsk har igennem de sidste 20 år opnået stor erfaring med at spille i kirker i hele landet under forskellige former. Svøbsk er fortrolige med liturgien og føler sig godt hjemme med at spille i kirkerummet såvel til koncert som til gudstjeneste.
Kirkekoncert
Med flair for det nye og kærlighed til det gamle blender Svøbsk den traditionelle spillemandsmusik, egne kompositioner, salmer og sange i et personligt og levende udtryk – et sammenspil som de har finpudset gennem de sidste 20 år. Svøbsk skaber en fortryllende og festlig stemning med sjæl og dyb indlevelse og søger den nære kontakt med publikum. Svøbsk består af de to virtuose og velrenommerede spillemænd Jørgen Dickmeiss (violin, mandolin, sang og guitar – og sølvbeslået rigsspillemand) og Maren Hallberg Larsen (harmonika, sang – og både kandidat i klassisk og folkemusik harmonika, som den eneste i landet).
Svøbsk spiller kirkekoncerter som duo, trio eller kvartet med Theis Langlands (piano, mundharpe) og Simon Busk (perkussion). Gennem karrieren har de været indstillet til adskillige DMA-priser. I 2023 modtog de en DMA som årets Rootsnavn. Konceptet med at løfte arven fra fordums spillemænd og -kvinder i en balancegang mellem tradition og fornyelse har vist sig bæredygtigt.
”Et imponerende balancenummer mellem tradition og fornyelse. De formår at sparke liv i alt fra klassiske polkaer til et par Grundvig-salmer suppleret med eget materiale, så man ikke kan andet end fryde sig derover. ” Klaus Lynggaard, Information.
Musik i kirken for børn
Vi har igennem hele vores karriere spillet mange familie- og skolekoncerter igennem Levende Musik i Skolen. Svøbsk har dermed udviklet stor erfaring i kontakten til børn med musik. Denne erfaring har vi med, når vi – i samarbejde med kirken – laver familiegudstjenester eller koncerter, hvor institutioner og skoler inviteres hen i kirken.
Foredrag – Folkemusik og kirke
Maren Hallberg og Jørgen Dickmeiss spiller og fortæller den fascinerende historie om folkemusikkens sammenspil med kirken gennem tiden. Via musik, sang og historier bliver lytterne ført gennem folkemusikkens og kirkens relation med bla. folkelig salmesang, åndelige viser, skæmteviser, salmemelodier, kalkmalerier, dans i kirken og ligsalmer.
“SVØBSK fortæller med humor, nærvær og stor musikalitet om folkemusikkens forbindelser til kirken gennem tiden – kan varmt anbefales!” Jonas Hunt, Domkantor i Ribe