Moderne guitartrio med stemningsfulde kompositioner og improvisatorisk overskud.
Med udgangspunkt i guitaristen Jeppe Cornelius Thejsens på en gang umiddelbare og komplekse kompositioner skaber trioen Nygang et klangfuldt, melodisk og drømmende lydunivers. Improvisationerne tager musikken i mange retninger – fra melankolske, næsten hviskende, sfæriske passager til det mere kantede, rytmisk medrivende – hele tiden bundet sammen af høj intensitet og nærvær i sammenspillet.
Jeppe Cornelius Thejsen har, siden han i 2003 blev udklækket fra det kongelige konservatorie i Den Haag i Holland, været involveret i en lang række projekter inden for mange forskellige genre fra jazz til rock, folk, country mm. De senere år har han dog primært udmærket sig som jazzguitarist, omend hans åbenhed overfor både klassisk musik, elektronisk musik og meget andet utvivlsomt præger hans tilgang til både komposition og improvisation.
Bassisten Thomas Sejthen spiller med en lydhørhed og indlevelse, som får det bedste frem i de musikere, han omgiver sig med. Med sit intuitive og dynamiske spil er han en eftertragtet bassist, som har spillet med et utal af både danske og internationale musikere og medvirket på en lang række indspilninger.
Trommeslageren Chris Falkenberg er en fremadstormende trommeslager, der trods sin unge alder har adskillige udgivelser og koncerter på CV’et. Han udmærker sig ved sit dynamiske, følsomme og nærværende trommespil. Herudover har han også udviklet en særegen brug af elektroniske elementer, hvilket giver ham en meget personlig stemme som trommeslager.
Nygang er dybde og dynamik, et stemningsmættet lydlandskab, der vækker eftertænksomhed og nysgerrighed hos lytteren.