Sange med mening, musik med hjerte
Lad Hjertet Tale inviterer til en intim koncertoplevelse, hvor klaver, guitar og to stemmer forener musik og fortælling i et varmt og nærværende udtryk.
Det er en koncert, hvor musikken får lov at skabe ro og fordybelse – et pusterum fra hverdagens tempo, hvor publikum kan læne sig tilbage, lytte, reflektere og lade hjertet og sjælen op.
Duoen fortolker sange med sjæl og historie – fra den danske sangskat til nyere klassikere, der egner sig til det lyttende rum. Undervejs deler de små fortællinger og refleksioner, som sætter sangene i perspektiv og giver dem nyt liv.
Det er musik, der rører, vækker genklang og minder os om, hvad det vil sige at være menneske.
En koncert med Lad Hjertet Tale er en musikalsk rejse fyldt med nærvær, eftertanke og energi – en stund, hvor man kan mærke roen, trække vejret og give sig tid til at lytte.
Om duoen
Niels Brostrøm Overgaard – klaver, fløjter og sang
Niels begyndte på musikken som 7-årig og har spillet i Danehofgarden i Nyborg og senere i forskellige bands i det århusianske musikmiljø. Han har bl.a. studeret musikvidenskab på Karlsuniversitetet i Prag og arbejder i dag som sognepræst, hvor han også inddrager musikken i sit arbejde med konfirmander og med at komponere musik til nye salmer.
Mikkel Juel Hansen – guitar og sang
Mikkel begyndte at spille tværfløjte som 9-årig, men hurtigt trak guitaren mere i ham. Han fik undervisning i klassisk guitar og fik her et godt musikalsk fundament. I teenageårene blev guitaren elektrisk og Mikkel har siden spillet musik til et hav af forskellige arrangementer – både med band, solo og som DJ. Mikkel arbejder med til daglig med kommunikation og formidling.
Lad Hjertet Tale kan opleves i kirker, kulturhuse, forsamlingshuse, caféer, biblioteker og andre steder, hvor der er plads og hjerterum til ro, nærvær og musikalske oplevelser.
En koncert varer typisk 60-90 minutter, men kan tilpasses efter arrangementets rammer.